Mamuntisunio, el photonius - Jalium calaniluitus
Selve dåbsritualet stammer selvfølgelig fra den kendte begivenhed, der fandt sted ved Jordanfloden, da Johannes Døberen døbte Jesus. Det helt specielle som skete var, at Helligånden i form af en hvid due dalede ned fra himlen og belivede Jesus med en ny ny dimension. Mennesker, der vælger at blive døbt, vælger således et liv, i hvilket de ønsker ligesom Jesus at kunne blive inspireret af Helligånden. Det anser vi for i sandhed at være et meget fromt ønske.
Da det spæde barn naturligvis ikke selv kan træffe et sådant valg, gør forældrene det for det, og for at sikre sig, at processen bliver hjulpet godt på vej af mennesker, udvælger forældrene et par gudforældre til barnet. En gudmor og en gudfar. Idéen med gudforældrene er, at disse, i tilfælde af at forældrene ikke magter det, skal varetage vejledningen af menneskebarnet, således at det ledes til et helligt liv og levned inspireret af Helligånden og i Jesu Kristi ånd.
Det lyder måske noget abstrakt.
De fleste gange vi har været i kirke, hvor der har været barnedåb, har vi sagt Åhnej til os selv - og hvorfor så det? Fordi vi oplever det som stressende. Der filmes og fotograferes, og folk løber frem og tilbage og snakker. Ingen ro. Ingen åndelig intimitet. Det mest dækkende udtryk er egentlig stor ståhej for ingenting - fordi det hele tilsyneladende går op i formaspektet.
Hvis man retter fokus på det rene og skære indhold og dertil forsøger at omdefinere begivenheden til begyndelsen af det tredje årtusinde, hvad kunne man så forestille sig kunne være til gavn og glæde for dette lille menneskelivs talentudvikling med henblik på at kunne forberede sig til at blive et forstandigt, inspireret og åndfuldt menneske?
Mon ikke det bedste ville være nært tilknyttede voksne, der som skytsånder sørgede for, at det følte sig velkommen, blev draget omsorg for, mærkede total, grænseløs og ubetinget kærlighed fra - og lærte trofasthed, konsekvens og regelmæssighed af?
Disse ting er, hvad et lille barn har brug for!
En betydningsfuld handling, som kan erstatte den traditionelle dåb, kan derfor være et sjæleligt møde, hvor forældre og gudforældre i fællesskab indgår en pagt, hvori man forpligter sig til at være et ideal og vise barnet vejen gennem et helligt liv og levned.
Hvad præcis et sådant helligt liv og levned indebærer, vil der naturligvis blive samtalt grundigt om, men som udgangspunkt vil det være at føre ikke voldelig og belivende kommunikation og i alle situationer, som angår barnet, altid at forsøge først at forstå og dernæst at blive forstået.
For at formidle en stemning af inderlighed og højstemthed kunne man have harpespil eller andet blidt strengespil, og man kunne lade indgå en meditation, i hvilken barnet bydes velkommen i det åndelige fællesskab, og hvor alle de voksne velsigner barnet, hinanden og hinandens fremtidige bestræbelser på at vejlede barnet til et godt liv. Man kunne også forpligte sig til at hjælpe og støtte hinanden i dette arbejde.
Skulle nogen ønske at bruge symbolikken fra dåben, f.eks. ud fra den kendsgerning, at vandet, som en biolog fortalte os, er det mest belivende, som eksisterer, kan man forestille sig, at forældre og gudforældre samt faddere og øvrige gæster velsigner vand, som efterfølgende påføres barnet f.eks. af forældre eller gudforældre eller dem alle i fællesskab.
Som for alle andre begivenheder i vort regi er det afgørende, at de løsninger vi kommer frem til har så belivende en funktion som muligt. Rituelle dele er således ikke forbudte i vort regi, så længe de blot har rod i bevidsthedsmæssige overvejelser.