Svar fra en glad kulturkristen: Uskyld i stedet for undskyld.

Af Lisa von Schmalensee Magnússon, mag.art. og formand for Det Belivende

I kronikken  Dialog og debat og kritik (10/2) stiller pastor emer. John W. Hørbo spørgsmålet, om ”du muslim eller du selvglade humanist eller selvbevidste ateist eller glade kulturkristen, vil du mødes med de andre på det sted, hvor I står på lige fod i usandheden og retsløse og ikke har andet håb end syndernes forladelse over jer selv og alt det, I går og laver og kalder sandhed, men ikke er andet end fortvivlet selvhævdelse?”

Som glad kulturkristen og dermed en, der bliver stillet spørgsmålet, vil jeg gerne forsøge at give et svar. Jeg føler mig så meget desto mere forpligtet til at forsøge at give dette svar, fordi jeg hører til blandt dem, der insisterer på dialogen (den dialog, som du i samme kronik afviser det som urkomisk at opfordre til) og sågar på vegne af Det Belivende har inviteret hele den danske folkekirke (kirkeminister, biskopper, præster, menighedsråd) til at tage del i for at få drøftet, om tiden ikke er inde til at få den kognitive indfaldsvinkel ind i vor kristendomsforståelse.

Svaret fra vor side er nej tak.

Vi føler afsky ved tanken om at mødes et sted, hvor der ikke skulle være andet håb end syndernes forladelse, og hvor der i forvejen er faldet den dom over os, at lige meget hvad vi gør, så er det ”fortvivlet selvhævdelse”.

I henhold til vort ståsted i livet, er et sådant sted vederstyggeligt og har intet med kristen praksis at gøre overhovedet. Som vi ser det, er en sådan opfattelse udtryk for, at vi intet har lært af Kristi lidelseshistorie, og at han jo derfor er død forgæves på korset.

Men hvorfor ønsker vi ikke at blive tilgivet vore synder?

Fordi vi anser synd for at være en illusion. I vor forestillingsverden synder mennesker ikke. De begår derimod fejltagelser, fordi de ikke ved bedre.

Skal vi dokumentere nytestamentligt belæg for en sådan indfaldsvinkel, kan vi vist nøjes med nogle af de mest citerede ord, nemlig: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør.” Jesus sagde ikke i sin lidende tilstand på korset, at vi skulle tilgive dem, selvom de var onde og syndige.

Som vi ser det, ligger der i bydeformen en vældig opfordring til os om at komme til at vide, hvad vi gør.

Tager man sig af, hvad kognitionsneurologerne har påpeget i snart et halvt hundrede år, er det et grundvilkår for vor hjernefunktion, at vi nærmest aldrig ved, hvad vi gør. Vi tror vi ved det. Men vi ved det ikke. Vi er fortidskaprede.

I teologien kalder man vor synd en grundskade, som skete i forbindelse med syndefaldet, hvor vi blev smidt ud af paradisets have, fordi vi ville kende forskel på godt og ondt.

Dette ønske er imidlertid, som vi ser det, hverken en syndig handling eller en fejltagelse men blot et paradigmeskift. Myten anser vi for at være en symbolsk måde at berette på, at vi har udviklet os fra en bevidstløs tilstand til langsom opvågnen i en dimension af ansvar og samvittighed. Som vi ser det er der således ikke tale om en begivenhed, der fik os til at falde, men derimod en som satte skred i udviklingen. Ikke desto mindre forstår vi godt at man i et mentalitetshistorisk perspektiv har fortolket det som et fald, da det jo afstedkom muligheden for kainsmærket.

En ræv mærker ikke til noget kainsmærke i panden, selvom den dræber. Der er ingen dårlig samvittighed der. Den handler rent instinktivt. Anderledes med os. Kain var mærket af sit broderdrab…

Det vi beder jer kirkefolk om at overveje er, om det I kalder ”vor jordiske virkelighed, hvor der kun gælder en sandhed: Syndernes forladelse” ikke i virkeligheden er jeres egen hjemmestrikkede dom over os alle; en dom som dybest set er i modstrid med den opfordring der ligger fra Jesus selv om netop ikke at dømme.

Hvis vi nu giver os lov til at eksperimentere med den tanke, at vi dybest set handler ilde mod nogen grundet uvidenhed, og at det derfor drejer sig om at komme til at vide, kunne vi jo til at begynde med kaste hele den jordiske virkelighed op i luften og kigge på den på ny som den daler ned for vore øjne. Kigge uden nogen som helst forudindtagethed. Foretage ren iagttagelse og efterfølgende forsøge at forstå det vi ser i et perspektiv, som dels retter sig så langt tilbage som til evolutionens begyndelse og dels fremad til dét, der er vor utopi fred på jord og i mennesker velbehag.  Gør vi det, har vi tillid til, at vi i stedet for disse ufrugtbare magtkampe, som JWH ser i stort set alle sammenhænge, og som vi også ser og er enig med ham i er destruktive, vil blive inspireret til at finde løsninger.

Selve den kendsgerning at vi opererer med tanken om synd og skyld amputerer imidlertid et sådant forsøg. For er der noget i vejen med mig, hvilket der jo må være, hvis jeg som udgangspunkt er syndig, ja, så rummer jeg vel ikke evnen til at kunne skabe løsninger?

Tænker vi imidlertid på os selv som mennesker, der selvfølgelig begår fejltagelser, fordi vi nu engang ikke er fuldkomne, men til gengæld kan være sikre på at al opmærksomhed, når vi har fejlet, er på at finde løsninger, så disse fejltagelser ikke gentager sig, ja, så vil modet til at turde udvise frimodighed uden tvivl tage til og dermed også en konstruktiv opfindsomhed i retning af at løse de problemer vi har. Ikke mindst problemet med vrede og had i vor verden.

Der sker noget forløsende i det menneske, der når til bevidsthed om årsagen til dets vrede og had. At der er en årsag indebærer jo, at det ikke er én selv, der er skabt vred og hadefuld, men at følelserne opstod, fordi der skete noget ganske bestemt. Dermed er det logisk, at de selvfølgelig også kan forsvinde igen, når faren for at dette samme kan ske ikke længere eksisterer.

I den belivende måde at arbejde med kommunikation på, ser vi igen og igen at vrede og had ganske enkelt forsvinder, når man iagttager disse følelser i et perspektiv af årsag og virkning. Opererer jeg med skyld og synd som et grundvilkår, vil jeg til stadighed være i et angrebs/forsvarsmønster, idet bøddel/offer tankegangen så er den jordiske virkelighed. Så skal nogen tilstå, at de er skyldige (onde) og sige undskyld!

Opererer jeg derimod med den tanke, at ingen er skyldige (onde) men begår frygtelige fejltagelser af uvidenhed, får jeg et frugtbart fokus på, hvad jeg kan gøre for at undgå repetition af denne fejltagelse.

Vi foretrækker denne sidstnævnte platform at mødes på. Og vi vil da også gerne invitere muslimerne med på denne platform.

Jøderne befinder sig der tilsyneladende allerede. I det mindste slog den tanke mig, da jeg læste Shimon Peres tale i forbindelse med den internationale Holocaust-mindedag. Det var især ordene måtte hans rige opstå i vor levetid og i vore dage, der slog mig.

I den dialog vi indtil nu har haft med den danske folkekirke, lyder svarene, at Guds rige ikke er noget vi skal have her på jord. Det er noget der hører det hinsidige til, efter dommedag, og at vi, som gerne vil gøre hvad vi kan for at få generel fred og velstand her på jord, ifølge biskop Steen Skovsgaard er aldeles urealistiske. 

Men definerer vi os selv som mennesker, der altid har været, er og altid, så længe vi overhovedet lever, vil være syndige, så er der jo intet håb tilbage om at kunne komme til at opleve egentlig lykke her på jord, og en sådan tankegang anser vi for at være aflivende. For hvad skal noget så til for?

Vi tror, at en beslutning om i vor bevidsthed at operere med uskyld i stedet for skyld er betingelse for belivende dialog, og så i øvrigt fokusere på at have som fælles projekt at korrigere fejltagelser.