Det belivende  Belivende Begivenheder  Om os   Medlemskab   Igangværende initiativer   Debatforum vedr.kognitiv kristendom   Kontakt
 
Vedtægter
Bestyrelse
 
 
 
 

DET BELIVENDE
Stedet hvor vi ikke siger undskyld men uskyld

      Vedtægter
 § 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Det Belivende
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Strandagergaard, Strandagergårdsvej 5, Gelstrup, 4500 Nykøbing Sjælland.


§ 2. Formål

Stk. 1. Foreningens formål er:
a) At være et belivende alternativ og/eller supplement til folkekirken og religioner i det hele taget for moderne etisk funderede såkaldt "kulturkristne", som ikke har berøringsangst overfor hverken naturvidenskab eller åndsvidenskab og opfatter essensen i kristendommen såvel som buddhismen som bevidst empatisk praksis.
b) At fremme selvstændig erkendelse hos dem, der ikke vil betegne sig selv som ateister, selvom de er fri tænkere.
c) I stedet for skyld at operere med den tanke, at der alene er tale om fejltagelser, vi har som opgave at korrigere og fordomsfrit at undersøge, hvordan vi kan blive medskabere af en mentalt bæredygtig verden.
d) At udvikle tidssvarende rammer for begivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt for meditativ tænkning, kontemplation, tænkning i krise og generel åndelig vækst.


§ 3. Virksomhedsområde:

Stk. 1:
a) Øveaftener i belivende kommunikation.
b) Afholdelse af diverse forløb og begivenheder som alternativer til dåb, konfirmation og nonfirmation, vielse, indgåelse af hellig pagt, begravelse, sjælesorg, tænkning i krise.
c) Afholdelse af meditationsretreats.
d) Afholdelse af kurser i belivende kommunikation.
e) Udgivelse af digitalt tidsskrift.
f) Udvikle og forestå forskningsprojekter som tager udgangspunkt i den belivende kommunikations teori og metoder.


§ 4. Finansiering.

Stk. 1:
a) Medlemskontingent i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning. (Det fastsattes første år til at første voksenmedlem fra en familie betaler 1.500 kr., yderligere voksne 500 kr., at børn (grænse 21) er gratis, og at der er 50% rabat for pensionister og studerende – til referat).
b) Indtægter i forbindelse med afvikling af diverse begivenheder.
c) Tilskud fra private og offentlige fonde, institutioner m.m.
d) Gaver.



 § 5. Medlemskreds

Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som kan tilslutte sig foreningens formål.
Stk. 2. Foreningen består primært af medlemmer over 21 år.
Stk. 3. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket. Medlemsskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.
Stk. 3.1. Kontingentet giver adgang til samtlige øveaftener i belivende kommunikation, 1 meditationsretreat årligt samt til det påtænkte digitale tidsskrift i Det Belivende.
Stk. 4. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et regnskabsår.
Stk. 5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves ved indmeldelse i henhold til årets restperiode for antal hele måneder og derefter forud for hvert regnskabsår.
 

§ 6. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af september måned og indkaldes med mindst fire ugers varsel ved udsendelse af mail til medlemmerne.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
Valg af stemmetællere
Valg af dirigent
Formandens beretning
Regnskabsaflæggelse
Behandling af indkomne forslag
Fastsættelse af kontingent
Godkendelse af budget
Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
Eventuelt 
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.
 
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.


§ 8. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren og 3 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode. Første gang vælges to for to år og tre for et år, således at der hvert år er henholdsvis to og tre på valg. Derudover vælges to suppleanter for en toårig periode. Suppleanter har altid møde- og taleret men ingen stemmeret. I tilfælde af at nogen ønsker at fratræde inden periodens udløb, tiltræder 1. suppleanten indtil næste generalforsamling, hvor det fornødne antal vælges.
Stk. 2. Bestyrelsen udpeger selv formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Stk. 3. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 4. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 6. Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt (mail) med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 7: I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.


 
 § 9. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab og medlemsregister er kassererens ansvar.
Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.


 
§ 10. Tegningsregler og hæftelse
 
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/ pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer og ej heller bestyrelsen nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.


 
§ 11. Vedtægtsændringer
 
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.


 
§ 12. Opløsning
 
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. 
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål. Beslutning om den konkrete anven delse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
 

§ 13. Datering
 
Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 27.06.2009.



 
                                                                                                      Lisa von Schmalensee Magnússon, dirigent.