Debatforum vedr. kognitiv kristendom
Kognitiv kristendom og
selvbestemmelse.
Af prof. emeritus
Gudmundur Magnússon, 7. aug. 2009.
Kristendommen har været af stor betydning for vor kultur og præget vor måde
at være mennesker på. Kirkerne har været et fast ståsted i livets alle faser
i medgang og modgang. De bibelske ord
virker ofte på mig som god poesi. Indholdet er ikke altid åbenlyst og tåler
at blive tænkt over. Præsternes tolkninger holder sig oftest inden for den
gældende teologis rammer, og der skal meget til at “kirken” skifter mening.
Det sker nogle gange alligevel, som da det viste sig, at jordkloden var rund
og ikke en pandekage, og da kirken måtte acceptere Darwins udviklingslære.
En
ting som jeg har svært ved at tro på som sandhed og have som livsmotto er,
at jeg ikke kan gøre noget selv, men at alt er op til Gud, og at jeg, hvis
jeg tvivler på dette så skulle være egocentrisk og gøre mig selv til Gud.
Jeg
vil mene, at denne tolkning kommer fra Luther, men tro på en slags
determinisme – det at alting er forudbestemt - er
givetvis meget ældre og noget andet.
Nu
er jeg godt klar over, at jeg ikke er alene i verden, og at der er noget
større end mig, som har skabt de betingelser jeg lever med. Men det
forekommer mig logisk, at jeg kan tænke selv og tage beslutninger, som
bestemmer udfaldet af mine handlinger, for hvilke jeg også må tage ansvar.
Hvis jeg ikke gør det, kan jeg let komme til at lave samme fejl om og om
igen. Dette forekommer mig også at gælde det at skrifte og få aflad i den
katolske kirke. Men det var netop det, som blev afskaffet ved
protestantismen!
Denne instilling til ansvarlighed kan ubevidst komme til at præge vor adfærd
og tankemåde. Lad mig give et eksempel, som viser forskellen på lutheranere
og katolikker, uden at de er bevidste om det. Det gælder forhandlinger i EU
om, hvor mange lastbiler der må køre gennom Brennerpasset pr døgn. De
sydeuropæiske nationer vil have stramme bestemmelser, mens de
vesteuropæiske vil sætte et mere realistisk mål. Hvorfor det? Jo,
katolikkerne kan bare få aflad hvis målsætningen ikke holder og derpå
begynde forhandlingerne på ny.
Som
jeg ser det har mennesket ikke alene gennomgået en fysisk udvikling men også
en kognitiv udvikling. Dette bekræftes af den moderne hjerneforskning, og
jeg har svært ved at forstå, hvorfor kirken ikke erkender, at vi ikke kun
rent fysisk men også mentalt og åndeligt er undervejs i en evolution. Vi kan
f. eks. forlænge vore liv en del, hvis vi ønsker det, vi kan rejse til
månen, hvis vi har råd og ikke mindst kan vi tænke, inden vi handler og
lære af fejltagelser.
Det
er mange ting som vi kan men ikke vil gøre eller er i tvivl om er etisk
rigtige. Når der skal træffes beslutninger i sådanne situationer kan den
kristne etik imidlertid være en værdifuld hjælp. Måske mere om dette senere.
|