Debatforum vedr. kognitiv kristendom
Døden – en
illusion (Publiceres i tidsskriftet
Den nye Dialog, nr. 2, 2010)
af Lisa v. Schmalensee Magnússon
Mit syn på døden er i
tråd med den esoteriske tradition og harmonerer også med kosmologien.
Derfor anser jeg helt
overordnet den såkaldte død for at være en illusion. I min optik sker
følgende:
I selve
dødsøjeblikket adskilles ens æteriske legeme, som dybest set er et
belivende elektromagnetisk felt, fra kroppen. Den grovere del af de
æteriske lag i dette felt, følelseslegemet, løsnes gradvist og kan
derfor fornemmes som tilstedeværende omkring liget i nogle dage.
Følelseslegemet består af de lavere niveauer af sindet, hvori indgår
sympatier og antipatier og bindinger til ting og begivenheder fra det
levede liv. Det er denne del af én, som herpå oplever det, som man i den
kristne terminologi kalder for skærsilden. I denne skærsild konfronteres
man med de begivenheder i ens liv, hvor man har handlet i
uoverensstemmelse med de kosmiske love og bevidsthedsmæssigt har
mulighed for at lære af dem. Helt konkret konfronteres man med den
smerte, man unødigt har forvoldt andre ved at opleve den gennem disse.
Dette vil pågå indtil man ikke længere kan nænne at handle, som man
gjorde. Her er således tale om en renselse af den del af ens sind, som
udgøres af egoet. Er egoet stort og stædigt og stærkt bundet til
anliggender, der har med det jordiske liv at gøre, kan denne proces vare
i lang tid og vil kunne opfattes af andre følelsesmæssigt åbne væsener
som spøgelsesagtige energier. Først når denne proces er slut, når man
altså er lutret, er man klar til ”himlen”.
Er man i
dødsøjeblikket uden frygt og uden bindinger til det jordiske, således at
der ingen angrebstanker og ingen adskillelsestanker er i ens sind, ja,
så er man allerede aktiv i de højere energier i æterlegemet og opdager
knapt, at man dør, men går så at sige lige ind i himlen forstået som et
åndeligt eksistensplan med kærligheden som grundtone. Der er en bolig i
vor faders himmel til hvert bevidsthedsmæssige udviklingstrin, og jo
mere abstrakt, altså overordnet, åndeligt, man kan tænke, jo mere
abstrakt vil kærligheden i denne paradistilstand opleves. Det, man i sin
lutrede form oplever mest kærlighed ved, vil man opleve.
Om nu det lykkeligste øjeblik i ens liv var, da man vandt
x-factor ved at synge en popmelodi, eller var til dronningens fødselsdag
i Riddersalen, gennemskuede konsekvensen af, at der findes hastigheder
højere end lyspartiklens, og at der derfor er en ikke-lokal sammenhæng,
hvorfor der må herske kosmos og ikke kaos her i verden, eller man
oplevede som dybt retarderet at blive kigget kærlighedsfyldt i øjnene
mens man fik tørret mundvandet, som løb ned over hagen og helt ned på
halsen, ja, så er det det niveau, man oplever på. For den enkelte kan
saligheden føles som ”det bedste”. Det at der er mange boliger i vor
faders hus ser jeg som udtryk for, at vi som forskellige er lykkelige
ved forskellige slags begivenheder og ikke kommer de samme steder hen i
himlen.
Har man f.eks. ingen homoseksuelle tilbøjeligheder, vil
homoseksualitet ikke findes i ”den himmel” man oplever. Men derfor kan
man godt møde en kær ven, som er homoseksuel, i himlen. Der er
vedkommende bare menneske og ikke køn.
Når man er blevet mæt
af al denne kærlighed, vil man, alt afhængigt af hvor høj en grad af
intellektualitet og intuition man har erhvervet sig i den mentale
evolution, også være aktiv i disse dimensioner og endelig afslutningsvis
se hele ens livsforløb i et perspektiv, der også rummer fortiden og hvor
alle erfaringer begribes som meningsfulde i en årsags og
virkningssammenhæng. Mæt af al denne salighed vil man komme til at
længes efter, at der skal ske noget og inkarnerer med samtlige
erhvervede facitter - og med præcis de talenter man havde i
dødsøjeblikket - et sted, hvor der er mulighed for at ens
elektromagnetiske felt kan virke.
Man fornyer sig så
igen åndeligt i kraft af erfaringer på det fysiske plan ved hjælp af det
jeg i min bog Belivelse kalder reanimation. Således udgør
mennesket en aktiv del af en åndelig evolution, som pågår i henhold til
samme principper som den fysiske darwinistiske.