Debatforum vedr. kognitiv kristendom

Kognitiv tilgang til bønnen Fadervor

Kognitiv kristendom og selvbestemmelse

Invitation til biskopperne

Svar fra biskopperne

Forespørgsel om konsekvens

Afklarende svar fra biskop Steen Skovsgaard

Svar på biskop Steen Skovsgards bemærkninger

Christina Philipstatts svar med Lisas kommentarer

Jens V. Mørk: Vi vil ikke længere være offer for en syg far (kirke)

DET BELIVENDE
Stedet hvor vi ikke siger undskyld men uskyld

Debatforum vedr. kognitiv kristendom 

Invitation til folkekirken

Kære Liza

Som folkekirkepræst og generalsekretær i Dialogcentret vil jeg gerne tilføje følgende kommentarer til den dialog, I allerede har haft med biskop Steen Skovsgaard og har liggende på jeres hjemmeside. Dialogcentret er en økumenisk forening der arbejder med åben og kritisk dialog både indenfor og udenfor den kristne tro. Det er utroligt spændende, det I tænker og tror. Og vi håber at ikke, at I vil opfatte disse svar som mangel på imødekommenhed!

Venligst

Christina Philipstatt

Christina Philipstatt (herefter CP):

I det første afsnit herunder, har I skrevet at I er enige med folkekirken, hvilket jeg ikke tror. Derfor vil jeg gerne kommentere det. Jeg håber at det er i orden!

I Skriver: Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.

Svar: Men hvis folkekirken skulle henvise til jer, skulle den også henvise til andre kirkesamfund, eller trosretninger som falder uden for folkekirken, hvis de ikke fandt den traditionelle kirke vedkommende nok. Folkekirken kan ikke henvise til noget andet, hvis den ikke kan efterkomme menneskers forventninger.

Kommentar v. Lisa v. Schmalensee Magnússon fra Det Belivende (herefter lvsm): 1:
Det kan den naturligvis godt, hvis den vil. Folkekirkens ledelse har jo en fri vilje til at udvikle sit eget koncept i henhold til, hvad den oplever som gavnligst for det messianske projekt. Den har muligheden for at træffe et helt overordnet valg angående hvorvidt den vil definere sig selv i forhold til de mentale klimaer, den er udsprunget af eller i henhold til, hvad den gerne vil være.
Og her er det, at vi spørger, om ikke I vil være med til at tænke den tanke, at I godt kan være beslægtede med os, selvom vi har et helt anderledes syn på skyld, arvesynd og soningslære, end I har…
Biskop Steen Skovsgaard har meldt ud, at han ikke synes, at vi skal melde os ud af folkekirken. Det tolker vi som udtryk for, at denne beslægtethedsfølelse eksisterer - også hos jer. Og at du, Christina Philipstatt fra Dialogcentret, gør sig den ulejlighed at indgå i dialogen med os, tolker vi på samme måde.
Det er få mennesker, der finder frem til os, og jeg er overbevist om, at det også er yderst få mennesker, som vil føle sig hjemme hos os. Men disse få er til gengæld mennesker, som oplever en enorm glæde, berigelse og belivelse ved at indgå i vor sammenhæng, hvor det er selve korrektionen af fejltagelser, der er det essentielle. Der er tale om en ganske speciel kategori af mennesker, som aktiverer åndeligheden i sig selv ved at praktisere en tankegang, som, set fra vort ståsted i verden, stimulerer mentalt bæredygtige nye tilgange til livsbegivenheder såvel som hverdagsliv.
For knap hundrede år siden, tillod den katolske kirke Opus Dei at virke. Man kan måske, hvis man tør tænke lidt abstrakt, se Det Belivende som en moderne parallel hertil indenfor den luthersk-evangeliske retning.

CP:
I Skriver: Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.

Svar: Den lutherske kirke kan godt følge tanken om at mennesket kan udvikle sig til at blive et redskab for viljen til at arbejde for harmoni og fred. Men det ændrer ikke på at menneskets grundvilkår er kaotisk, da vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø. Herimellem kan vi sagtens finde ro og harmoni, men dette ligger netop i det vi kalder for vanemønstre og de kan naturligvis brydes.

Søren Kierkegaard siger at menneskets sagtens kan være lykkeligt og leve et godt og harmonisk og eftertænksomt liv, men at selve grundvilkåret er fortvivlelse og det ligger altså ”under” alt det andet og beskæftiger sig kun med dette ene – ”meningen”. Og det har ingen, hverken videnskabsmænd, psykologer eller filosoffer nogensinde formået at afdække!

 LVSM: 2:
Angående hvorvidt ”det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår” eller ej.
Du siger, at eftersom vi ikke forstår hvorfor vi er her og hvorfor vi skal dø, er grundvilkåret kaotisk. Du bruger også Søren Kierkegaard som sandhedsvidne og citerer ham for at have sagt, at fortvivlelse er et grundvilkår, og at ingen videnskabsmænd, psykologer eller andre har kunnet afdække ”meningen”.
Jeg vil gerne forsøge at nuancere det lidt.
For det første kan det vel godt tænkes, at man ikke kan sætte helt præcise ord på hvorfor man er her uden af den grund at have et kaotisk og upålideligt indre liv. Og for det andet er vi da nogle i denne kultur, som ikke oplever døden som død, men blot som kroppens undergang. Selv har jeg haft som grundvilkår i min bevidsthed siden jeg var under seks år, at jeg ikke var identisk med min krop. Jeg har meget tydelige erindringer om at opleve det som besynderligt at være i denne lille pigekrop. Jeg var helt på det rene med, at det, som trak vejret gennem ”mig”, var af en helt anden kaliber end ”mig” og mine hverdagstanker. Men det sagde jeg aldrig til nogen. For jeg var også helt på det rene med, at jeg ville være blevet opfattet som ”mærkelig”, hvis jeg fortalte, at jeg vidste det. Jeg ved, at der er andre end mig, som har det sådan. Og vi har sådan set behov for, vor anderledeshed til trods, at blive betragtet som mennesker.
Hvad Søren Kierkegaard angår, så har han sagt så meget. Han har også sagt, at det religiøse paradoks består i at kunne befinde sig på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb og dog have tillid. Det kan måske oversættes til at have en følelse af universel tillid. Og så opererede han i øvrigt med et kinesis begreb, som i det væsentlige gik ud på at se bevægelighed og det processuelle som håbets princip i tilværelsen. Det var derfor, at han var så aldeles betaget af Thomasine Gyllembourgs Hverdagshistorier. At bevægeligheden og foranderligheden i høj grad var knyttet til det ekstremt autonome, kommer meget tydeligt frem i hans behandling af hendes roman To Tidsaldre.
Jeg vil anbefale, at vi ikke glemmer, at Kierkegaard rent faktisk fastholdt en søgen efter mening – en mening, hvor der på et absolut plan er overensstemmelse mellem rationalitet og irrationalitet – og mellem ideen og strategien, altså mellem forholdet til ånd (guddommelighed) og sin egen adfærd som eksisterende individ på jorden. Det var denne søgen der tiltrak mig, da jeg i 1982 skrev afhandlingen ”Bevægelse som ide hos Kierkegaard – i hjemveen efter det ubegribelige” (særligt studeret område til konferens i nordisk litteratur, 52 s. Københavns Universitet).
Det er netop denne søgen, som vi anser det for formålstjenligt for kirken at integrere.
Og så er der påstanden om, at ingen har kunnet afdække meningen.
I den forbindelse anser jeg det for at være virkelig oplagt at bringe den danske intuitionstænker Martinus på bordet. Han udviklede på baggrund af inspiration et verdensbillede, hvori de kosmiske love blev afdækket – og dermed meningen.
Jeg har jo kendskab til, at der er danske sognepræster som kender ham og finder hans tankegang aldeles logisk. Så vidt jeg husker var der endog en præst der for en årrække siden (pastor Twiggy ?) måtte skrive en redegørelse for sin kristusopfattelse på baggrund af netop martinuskosmologien, fordi man fra kirkens side frygtede, at der var tale om vranglære. Afhandlingen blev så vidt jeg husker accepteret som almindelig god latin, men præsten gik vist på efterløn.
Da jeg som 37 årig ved et såkaldt tilfælde stødte ind i Martinus på et folkebibliotek og begyndte at studere ham og fandt ud af, hvad det var, jeg havde fået fingre i, troede jeg knap mine egne øjne. Jeg begreb ikke, hvorfor man ikke underviste i martinuskosmologien i både folkeskoler, gymnasier og på universiteter, og hvorfor man ikke talte om ham i kirkerne. Jeg begreb ikke, hvordan det kunne gå til, at intet menneske i mit liv nogensinde havde talt om ham. Og jeg var magister i nordisk litteratur og havde papir på at være ekspert i hvad der var værd at læse fra denne del af verden!!
Inden I fra kirkens side fælder den dom, at ingen har afdækket nogen "mening", vil jeg da opfordre til, at I studerer denne  tilsyneladende "offentlige hemmeligheds" verdenssyn.
Selv forsøger jeg at sætte det i perspektiv til kristendommen og mentalitetshistorien i det hele taget i bogen Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.

 CP:
I skriver følgende: Det er dybest set denne mekanisme(altså oplevelsen af kaos), som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.

Svar: Mennesket kan sagtens arbejde for fred og harmoni, selvom det indeholder trangen til det dårlige og også gør det. Ingen psykologer eller videnskabsmænd har heller ej afdækket den gåde at mennesket uanset hvor kærligt og harmonisk det ellers er pludselig kan begå en uforståelig forbrydelse, ligesom forbryderen pludselig kan vise en næstekærlighed som er lige så uforståelig. Menneskesindet rummer nogle dybder som ingen psykolog har afdækket. Forfatteren Fjodor Dostojevskij, som bl.a. nærer stor anerkendelse indenfor moderne psykologi, beskæftigede sig hele livet med denne gåde.

LVSM: 3:
Den jungianske kybernetik, hvis udvikling bl.a. Ole Vedfelt præsenterer herhjemme, peger rent faktisk på, at mennesket består af mange delpersonligheder, og at disse delpersonligheder alle har en eller anden årsag. Det er ikke alle, vi sådan helt konkret kan finde frem til, og slet ikke de arketypiske, de såkaldt kollektivt ubevidste, men der er mange overvejelser at gøre sig i forbindelse med denne forskning, især hvis man også sætter disse delpersonligheders aktivitetsmønstre i perspektiv til den tilsyneladende lovmæssighed i den menneskelige biografi og menneskehedens mentalitetshistoriske biografi/evolution. Her tænker jeg ikke mindst på den kendsgerning, som enhver psykolog kan skrive under på, nemlig at enhver form for omsorgssvigt af et barn, resulterer i delpersonligheder, som vil rumme væsentlige elementer af mistillid.
Et livsmønster, hvori der er meget mistillid, kan meget nemt fremstå på en sådan måde, at vi oplever personen, som rummer mistilliden, som ond. Hvad vi oplever som helt utroligt væsentligt og perspektivrigt er imidlertid, hvad der sker, når en voksen person oplever erkendelse omkring situationen. For når en given voksen person, som rummer mistillid, ser tilbage på sin egen biografi, og ser, at han som lille har spejlet en virkelighed, i hvilken han og hans behov ikke er blevet set og hørt, og at der derfor vil være en reminiscens af denne begivenhed tilbage i hans erindringsmasse, der så meget nemt kommer til at kapre ham på en sådan måde, at han får en adfærd, hvori han udelukker, at egentlige behov kan opfyldes, ja, så forstår han, hvorfor han dybest set opfatter sin omverden som impotent og naturligvis også skaberen som impotent. Han forstår hvorfor han fremstår som en person aldeles uden universel tillid.
Har man ingen universel tillid, vil der altid være et niveau af frygt. Er der frygt, vil man befinde sig i det cortisole stresshormonsystem, hvor mønstrene angreb/forsvar, flugt og trækken sig ind i sig selv/død udgør virkeligheden.
Men han kan samtidig i denne erkendelse vide, at han ønsker at kunne nære tillid. Dette kan lade sig gøre, fordi han har en ”dirigent”, som kognitionsneurologerne kalder det, i sin hjerne, og at denne dirigent er mere end summen af alle delpersonligheder. I kristen terminologi, er det så vidt jeg kan se, hvad der kaldes sjæl. Og det er i denne bemærkelsesværdige situation, at man for alvor kan skelne mellem handlinger, der er foregået, som man spejler i de såkaldte amygdalakapringstilstande, og hvad man reelt er. Det er en stor lettelse at erkende, at man jo umuligt kan være handlinger, som er sket i fortiden. Erkendelse af forskellen på handlinger, der er foregået (social arv), og hvad man er, er så utroligt vigtig. I denne erkendelse kan der ske en forløsning, således at ens negative delpersonligheder mister deres dæmoniske (jalousi, irritation, vrede, depression etc.) magt over en.
Læser man Dostojevskij med en sådan tilgang, vil man få nogle helt nye analyser, som jeg er sikker på vil konkludere, at det kriminelle sind dybest set ikke er ondt, men kapret, og at det ikke er et grundvilkår, at det skal være sådan. Jeg er sikker på, at enhver af Dostojevskijs fiktive delpersonligheder rigtigt forstået vil kunne blive et konstruktivt og belivende væsen.

 

CP:
I det næste skriver I om uenighederne og disse vil jeg også gerne kommentere.

I skriver: Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.

Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.

Svar: Denne uenighed svarer til ovenstående, og måske snarere noget der ligner enighed. For I skriver netop ”at mennesket kan skabe orden i tilsyneladende indre uorden” – Betyder det at der i bund og grund er en uorden, men at vi kan skabe denne orden selv?! Vi kan som sagt sagtens et langt stykke af vejen skabe orden, ro og harmoni i vores og vores nærmestes liv (men det rokker ikke ved grundvilkåret, som for kirken ligger på et andet niveau og er noget fællesmenneskeligt hinsides individet).

LVSM: 4:
Svaret er nej til, at vi kan skabe orden selv. Men ja til at vi kan komme i kontakt med den.
Den tilsyneladende indre uorden, anser vi for at være udtryk for et sammensurium af delpersonligheder, som trækker i modstridende retninger, alt afhængigt af, hvad man nu har i sig af reminiscenser af oplevelser og dermed spejlinger især fra den tidlige barndom, og hvorved mennesket oplever sit eget indre som kaotisk.
Vi mener ikke, at man kan skabe ro selv. Vi mener, at man hinsides alle delpersonlighedernes ”støj” kan finde en indre stilhed, i kontemplation og meditation bl.a., hvori der er mulighed for en slags årvågenhed overfor en større universelt eksisterende orden. Når først vi har mærket denne specielle eksistensform i os selv, begynder vi at blive bevidste om, hvad det egentlig er vi længes efter, ønsker, vil. Når ”jeg” ved det, og ”jeg” skal her forstås som det i os, der er større end summen af delpersonligheder, og som kognitionsneurologerne kalder ”dirigenten”, eller ”zaren” eller ”kaptajnen”, som i kristen terminologi velsagtens er det sjælelige aspekt af mennesket, ja, så er kursen sat, og negative delpersonligheder får sværere ved at begå mytteri.
Præcis hvordan denne tumultagtige tilstand i delpersonlighedskomplekset kan overgå til orden har jeg nøje beskrevet i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne, så er man virkelig interesseret, kan man jo læse den; men kort fortalt er det væsentligste i processen, at man får givet diverse tilsyneladende negative delpersonligheder empati. Dette vil sige, at f.eks. ens jaloux delpersonlighed får optimal opmærksomhed. Hvem er det egentlig der er jaloux, spørger man sig, og vender blikket mod den tidlige barndom og forsøger at lade minder poppe op. Man vil altid nå frem til, at det er et lille indre barn, der ikke fik dækket et væsentligt primært og aldeles sundt behov for simpelthen at blive elsket ubetinget og uden nogen forbehold præcis som den, man var. Dette lille barn må man give grænseløs forståelse og empati. Der er ikke noget som helst i vejen med det. Men der var nogle voksne, som begik en fejltagelse overfor det ved ikke at dække dette behov. I stedet for at gøre disse voksne til fjendebillede, forstår vi, at det er vigtigt at tilgive dem, fordi de ikke vidste bedre (tynget af social/mental arv) – men vi bliver samtidig bevidste om, hvor vigtigt det er at gøre alt vi kan for at forhindre, at en sådan fejltagelse sker igen.
Hermed opstår der en ny form for orden i delpersonlighedskomplekset. For når det lille jaloux barn er set og er blevet givet empati, har det ikke brug for at gøre sig bemærket længere.
Vi siger altså, at mennesket gennem et meditativt sind (ved at slippe egoet) har mulighed for at benytte sig af potentialet i en allerede eksisterende kærlighedsfuld orden til at få ”ryddet op” i uhensigtsmæssige ”onde” vanemønstre.

CP:
I Skriver: Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske.

Svar: Der er ingen tvivl om at rigtig mange reaktioner fra mennesket stammer fra krybdyrhjernen, der netop beskæftiger sig med overlevelse og derfor er at finde i det instinktive. Og det kan vi arbejde rigtig meget med og nok uden tvivl også ændre på, jo længere vi kommer i forskningen. Vi har ofte svært ved at skelne vores reaktioner, og når vi arbejder med dem og opdager hvor mange af dem, der rent faktisk stammer fra den instinktive forsvars hjerne, kan mange af de negative reaktioner undgås! Et meget interessant eksempel på hvordan krybdyrhjernen virker er f.eks. hos børn med opmærksomhedsforstyrrelser(efter foredrag af psykolog John Zeuthen og observation af eget barn). Disse børn som har en lav frustrations og traumetærskel, reagerer i langt tydeligere grad end almindeligt tilpassede mennesker med deres krybdyrhjerne, når de bliver frustrerede. Disse børn reagerer aggressivt, hvilket kan virke både ondskabsfuldt og ”næsten dæmonisk” på udenforstående. Men det er det ikke, det er forsvarsmekanismer, der træder i kraft.

Og indenfor denne kategori ligger vel(til dels) både jalousi med vold og drab til følge, drab ved stærke uoverensstemmelser, drab ved selvforsvar og følelsen af at være truet, selvhævdelse på grund af dårligt selvværd og meget andet.

Men når det så er sagt, så er der rigtig mange af menneskets handlinger, der ligger et ganske andet sted end i krybdyrhjernen og det er når vi med forsæt beslutter os for nedrige ting, såsom frydefuld bagtalelse af andre, mord for penge, magt over og undertrykkelse af andre, økonomisk udbytning, begær efter materielle ting, popularitet på bekostning af andre, misundelse og meget andet. Ikke fordi disse ting er noget vi ikke kan arbejde med, men det vil folkekirken sige kræver en skyldserkendelse, hvor mennesket når det har forsonet sig med disse dårlige sider og erkendt sig skyldig i besiddelsen af dem, rent faktisk også er i stand til at ændre på dette. Men hvis skyldserkendelsen ikke er til stede, fordi der ikke er en skaber at stå til ansvar overfor længere, vil der altid være mulighed for at argumentere positivt for nogle af de ovenstående egenskaber og så vil vi som mennesker aldrig opnå konsensus omkring en ændring af sådanne former for adfærd.

LVSM: 5:
Jeg vil gerne med det samme slå fast, at vi i Det Belivende absolut ikke har en sådan holdning, at vi på nogen som helst måde vil argumentere positivt for nogle af de ting du nævner. Tværtimod. Hvad det angår, er vi aldeles enige. Der er intet positivt overhovedet i sådan adfærd. Den er ganske enkelt samfundsnedbrydende og aldeles uværdig for mennesker, sådan som vi definerer mennesker. Personligt anser jeg det for et kosmisk fald, forstået som mentalt evolutionært tilbageskridt, for menneskeheden, hvis vi argumenterer positivt for destruktive gerninger.
I løbet af de mange år, snart fyrre, jeg har arbejdet med mennesker i forbindelse med såvel undervisning som mere terapeutiske sammenhænge, er det imidlertid gået op for mig, at ingen mennesker er skyldige. Det er gået op for mig, som jeg beskrev i svar 3 og 4, at mennesker, når de får indsigt i, hvordan deres tilsyneladende egne negative vanemønstre slet ikke er deres egne, men ubevidste spejlinger, så rent faktisk har meget lettere ved at blive forløst fra mønstrenes magt. Adskiller man med andre ord væren og gøren, forløses man for alvor fra mønstrene.
Når du taler om, at nogle med fortsæt kan gøre nedrige ting, forstår jeg godt, at det kan se ud, som om nogen har gjort det i fuld bevidsthed. For de kan måske selv fortælle, hvordan de har planlagt det i mindste detalje. Alle disse økonomisk grådige personer, som har spekuleret og forårsaget elendighed på mange niveauer gennem bankverdenen, har også tilsyneladende vidst, hvad de har gjort, inden finanskrisen brød ud på det for alle synlige plan.
Men vor påstand er, at også de har været kaprede. Vor pointe er, at et menneske dybest set kan leve et helt liv uden nogensinde at være bevidst om, hvem det egentlig er. Alligevel kan det gøre stor succes karrieremæssigt og af samfundet vurderes som værende meget intelligent. Det har at gøre med, hvad man indenfor kognitionsneurologien kalder feltafhængig tænkning. Jeg redegør nøje for det i min bog Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontllapperne.
Også islamistiske terrorister anser vi for at være kaprede.
Det betyder ikke, at vi på nogen som helst måde argumenterer positivt for terroren, hverken den økonomiske eller den mindre subtile.
Vi anser dybest set problemet for at have med lydighed at gøre.
Hvordan?
Tjah. Hvis vi nu for en stund tænker den tanke, at mænd og kvinder har i massevis af delpersonligheder, og at der blandt disse delpersonligheder også er nogle, som er reminiscenser fra oplevelser, hvor der faldt brænde ned (at forstå som det rene ragnarok), når man ikke var lydig, så vil man være i fare for at kunne blive kapret af en energi, som er bange for noget, som er stærkere end én selv. Det vil med andre ord sige, at én af ens delpersonligheder (f.eks. den der har behov for respekt, som dybest set er en sund og naturlig delpersonlighed) kan blive kapret af en anden af ens delpersonligheder (den der er lydig i henhold til paradigmet ”klæder skaber folk”, altså at det er den materielle rigdom, der er afgørende). Har man en stærk delpersonlighed, som er bange for hvad der kan ske, hvis man ikke er lydig (er som det i ens tankeverden gældende paradigme foreskriver), er der stor sandsynlighed for, at man ofte kapres af den. F.eks. en bedrager som Stein Bagger, der, betragtet i dette perspektiv, har været kapret af en delpersonlighed, som var bange for ingen værdi at have, hvis ikke han havde materiel magt.
Betragtet i menneskehedens mentalitetshistoriske perspektiv, vil vi rent arketypisk have en sådan kollektiv reminiscens fra tiden, hvor vi var hedninge, og altså dyrkede flere guder, som netop var karakteristiske ved at straffe os, hvis vi ikke gjorde det, de ville, at vi skulle gøre. Men også i begyndelsen af den monoteistiske periode, var der en frygt for Gud. Hos nogle mennesker, er der stadig en frygt for Gud, selvom vi både i mosebøgerne og ikke mindst i forbindelse med det nye testamente får at vide, at Gud er kærlighed og tilgivende. Vi kan altså se, at vi undertiden, selv som kristne, med et grundfacit som er, at Gud er kærlighed, kan opleve at blive kapret af den arketypiske delpersonlighed som frygter Gud, om end det jo er aldeles vanvittig en tanke, at man skulle frygte kærligheden. For i kærligheden er der jo netop intet at frygte. Hele menneskeheden har således denne virkelighed at forholde sig til, at en del af den er kapret af fortidsfrygt.
Og hvad det enkelte menneske angår, vil faren for at blive kapret af den lydige være stærkere, jo mere straf, der har været i barndommen. Og her er det vigtigt at huske, at straf er straf, også når den udøves på de meget subtile psykologiske planer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at man, når man er kapret af en sådan delpersonlighed, kan opleve det som om at det er ”mig”, selvom der reelt er tale om spejling, et bestemt handlemønster, der ligger som et elektromagnetisk felt og koder ens adfærd. Hvis man tror, at man selv er denne delpersonlighed, svarer det til, at man erkender, at man er skyldig, men man vil så skulle leve hele sit liv velvidende at man er f.eks. tyv, morder, løgner eller terrorist.
Hvis man imidlertid ikke længere er i stand til at begå den pågældende udåd, er det jo meningsløst at sige og yderligere forkert. Det svarer til afvænningsmetoden, som man bruger i AA (Anonyme Alkoholikere), hvor folk, der har haft et stort og destruktivt alkoholproblem, og som er kommet ud af det, i al fremtid skal præsentere sig som: ”Goddag, mit navn er XX, og jeg er alkoholiker.”
I AA siger man, en gang alkoholiker altid alkoholiker, altså: Én gang trang til ”det dårlige”, altid trang til ”det dårlige”. Det betragtes som en kronisk sygdom.
I Det Belivende benytter vi os af koncepter også i forbindelse med afvænning, hvor man som udgangspunkt er, som Gud har skabt en, nemlig som det væsen, der hinsides ens psykes fejltagelser forfærdelig gerne vil være lykkelig (hvilket er et grundvilkår for alle mennesker) og gør alt, som er en muligt, for at korrigere fejltagelser i en sådan målestok, at man kan blive det.
Jeg vil også gerne bruge eksemplet en vegetar. En vegetar præsenterer sig ikke ved at sige: ”Goddag, jeg er rovdyr, men spiser i øvrigt ikke kød og fisk”.
Et rovdyr er defineret som et væsen, der lever af at spise andre dyr. Altså er påstanden noget vrøvl.
Sætningen er udtryk for, at den, der siger sådan, er kapret af en lydig delpersonlighed, som tror, han er, hvad andre påstår, han er.
For os drejer det sig om, hvad vi inderst inde er.
Vi mener, at vi inderst inde er som skaberen har skabt os, ren uskyld, men at vort redskab, vor fysiske krop og vor tilhørende psyke, er præget af, hvad det har været udsat for, hvad det er kommet til at spejle, og hvordan det er blevet brugt og gennem delpersonlighederne har brugt sig selv.
Selve reanimationstanken rummer den mulighed, at vi ved hjælp af inspiration (åndelig fornyelse) kan ændre vort redskab, vort vehikel (transportmiddel), som man siger i teosofien, til i højere grad at samarbejde med kosmos (med ordensprincippet i verden, eller for at bruge kristen terminologi Guds vilje), som vi er en del af.
Derfor er her ikke tale om ansvarsforflygtigelse på nogen måde. Her er tværtimod tale om at bruge indsigten til i højere grad at kunne opføre sig ansvarligt.
 

CP:
I skriver til biskoppen: Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.

Svar: Naturligvis skal vi hele tiden arbejde på at ændre adfærd. Luther siger også at ”man ikke bliver kristen af at gøre gode gerninger, men at en kristen mand gør gode gerninger”. Det betyder at hvis vi tror på Jesus og, så vil vi naturligvis også forsøge at leve efter hans bud om kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, at undgå at såre andre, at opføre os, så andre mennesker kan holde os ud, og i det hele taget ”at bære Kristus i hjertet”. Men fordi vi er mennesker der på en gang er frelste som kristne og forsøger at leve som sådan, og på samme tid igen og igen handler uforståeligt negativt også hinsides krybdyrhjernen, er der altid tilgivelse at finde hos Kristus. Vi er ikke statiske, og vi udvikler os hele tiden, men menneskeheden bliver ikke langsomt bedre og bedre. Udviklingen har som bekendt endnu ikke ført verden et bedre sted hen. Vi begår nøjagtigt ligeså mange beskidte handlinger som i tidernes morgen, dog måske lidt mere avanceret – og dette måske netop fordi vi langsomt opnår et højere og højere bevidsthedsniveau! Men større bevidsthed fører på ingen måde til mere kærlighed. I hvert fald har historien ikke bevist det!

LVSM: 6:
Jeg forstår godt, når man kigger på verden og al den ufordragelighed, der er i den, at det kan se ud, som om der ingen mental og kærlighedsmæssig evolution finder sted. Betragter du et ordentligt spand af tid, er der imidlertid nogle interessante ting at reflektere lidt over.
Lad os som eksempel kigge på vor egen kultur, den vestlige verdens kultur. Vi har bevæget os fra stammementalitet over nationalisme til på idéplanet at have fællesskabet som ideal. I vor kultur anses en leder ikke for en god leder, hvis han vil gå til angreb på et andet land for at gøre sig til herre over det. De Forenede Nationer oprettedes af mennesker, som ønskede at undgå krige. Det europæiske fællesskab har også som grundidé at arbejde for velstand og fredeliggørelse.
Vestens ledere har derudover givet udtryk for bevidsthed om, at vi, hvis vi ønsker fred i verden, må sørge for at hjælpe ulandene på en sådan måde, at de udvikles til at kunne have velstand i en sådan målestok, at de ikke føler sig vrede. De er helt bevidste om, at vrede og had altid har en årsag, og at man må forholde sig til årsagen, altså hjælpe med udvikling. Invasionen i Irak og Afghanistan tjener dybest set dette formål. Man ønsker at hjælpe befolkningerne i retning af større frihed for den enkelte. Derfor tilbydes f.eks. talebanere (som i det gamle paradigme ville være at betragte som fjendebilleder) også helt nye biografimuligheder i form af uddannelse etc., hvis de vil samarbejde.
Her er på ideplanet tale om en vældig udvikling i retning af evne til at praktisere empati, sammenlignet med for blot et par tusinde år siden, ja, visse steder mindre, da vi brugte krigsbytte i form af menneskelige ressourcer som slaver. Når mennesker generelt ikke ser det, men taler om, at vi er i krig, anser vi årsagen for at være den mistillid, som så mange af os nærer overfor autoriteter.

CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik)

Svar: Hvis vi ikke har nogen skyld for noget, er der ikke noget der naturligt bevæger os til at elske vores næste, udover dem vi står nærmest! Vi skylder på den måde ikke nogen at elske dem!

LVSM: 7:
Jeg kan ikke se andet end, at det I kalder skyld, er det, vi kalder ansvar og henvise til ovenstående.

CP:
Og videre til biskoppen:… men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for vreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken. Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, For det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld. Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trepasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.

 Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med.  Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort.  Og dette understreges mange steder.. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”.  Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”

Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.

Svar: Passivitet er selvfølgelig ukristeligt, da det at være kristen netop er at forsøge at leve med Kristus i sit hjerte og udvise medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse. Men det er her vigtigt at skelne imellem den fundamentale skyld, som er det i vores natur der ”vil” det dårlige, altså det der går forud for den konkrete overtrædelse.

I den evangelisk-lutherske dogmatik hedder det at vi i paradistilstanden havde det der hedder ”posse pecare” og betyder ”muligheden for at synde”, da mennesket så syndede og faldt, havde vi det der på latin hedder ”non posse, non pecare” og betyder ”ingen mulighed for ikke at synde”. Men efter at Kristus har frelst verden hedder det så ”posse non pecare” som er ”muligheden for ikke at synde”. Det betyder at efter at synden er kommet ind i verden, er det et grundvilkår vi må leve med, men at vi med Kristus har muligheden for at lade være. Dog når det sker, har vi vores synders nådige forladelse, når vi beder Kristus om det.

LVSM: 8:
Denne "posse non pecare", denne mulighed for ikke at synde er for os det allervæsentligste i kristendommen. Og hvis ikke vi tager os af den, mener vi faktisk, at Kristus døde forgæves.
Ordene på korset "tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør", opfatter vi som en opfordring til at komme til at vide og hjælpe andre i det omfang, vi kan, med at komme til at vide, sådan at vi ikke kommer til at gentage den frygtelige fejltagelse det var at slå et så fuldkomment menneske som Jesus Kristus ihjel. For os er det en opfordring til at kunne leve i fred med vore brødre (hvad I gør mod mine brødre, gør I mod mig).
Og helt vidunderligt er det jo så, at der er nåde for os, når vi begår fejltagelser. Det er derfor, at vi nu som grundvilkår har ikke at behøve at frygte noget mere, ikke sandt?

CP:
I skriver: Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.  

I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a.: ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)

Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.

Svar: Hvis I er uenige i ovenstående, hvilket jeg forudsætter i følgende svar, så betyder det ”at være” , at et menneske er sine holdninger og ikke sine handlinger; men at holdningerne som regel afspejles i handlingerne – dog ikke altid. Er din holdning at meningen med livet er Kristus og hans bud, så vil det også være din holdning til dine medmennesker og også oftest det du handler ud fra.

Der findes mennesker, der gør en masse gode gerninger, men gør det for at blive set og værdsat, eller fordi de har gået i ”flinkeskolen” og egentlig når det kommer til stykket ikke bekymrer sig særligt om deres medmennesker som sådan. Det er at ”gøre”..

At ”være” er at tilhøre Kristus og derfor også have en holdning der afspejler det.  Og i praksis er det i langt højere grad at udvise en kærlig holdning, medfølelse, barmhjertighed og tilgivelse og egentlig ikke så meget at gøre en hel masse gode og velmenende ting for andre, selvom det kan være godt og fint!

LVSM: 9:
Jeg er aldeles uenig med dig i denne udlægning.
Selvfølgelig eksisterer der sådanne mennesker, som du omtaler. De har en adfærd, som i vor terminologi kaldes kapret.
Men jeg kender mennesker, hvem Kristus ikke siger noget som helst, og som nødig kommer i kirke, men som jeg aldrig har hørt dømme nogen eller tale dårligt om nogen, som altid forsøger at forstå; er de advokater satser de på mediation i stedet for retssag, er de pædagoger  udviser de kærlighed overfor ethvert barn i institutionen, er de lærere foregår de som gode eksempler i form af rollemodeller, der altid konfronterer sig på en sådan måde, at der kommer harmoni ud af det, er de sygeplejersker har de en kærlig hånd og en mild stemme til hvem som helst de finder i en miserabel forfatning med behov for netop det, og er i det hele taget bare ansvarlige mennesker overfor naboer såvel som andre, de kommer i berøring med.  Jeg kunne blive ved og ved... Ingen af dem hviler i Kristus. De hviler i sig selv, sig Selv med stort S.  Og de har tillid til, at alt nok skal gå godt, fordi de selv har som naturligt grundvilkår at gøre det, som til enhver tid skaber mest behag for helheden.
Disse mennesker gør absolut ikke gode gerninger for at blive lagt mærke til. De er slet ikke narcissister. De gør det bare, fordi det er det eneste naturlige for dem. De ville hverken kunne holde sig selv ud eller have selvrespekt, hvis ikke de havde denne altruistiske indstilling. For dem er udgangspunktet, hvad de selv ville have brug for, hvis de var i den situation.
Det er det, vi mener med kulturkristenhed. Jeg kender mange sådanne mennesker. Vi i Det Belivende kender rigtig mange af dem.
 

CP:
I skriver: Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

Svar: Det er fordi, det er hvad Jesus fordrer af os og det er hvad vi skal stræbe efter, selvom det er umuligt!  – det er altså et absolut udsagn, der er nødvendigt fordi der er det der skal være vores udgangspunkt. Men det er som sagt umuligt – og var det ikke det, var Kristi død og opstandelse, fuldstændig overflødig. Og så var han blot en blandt mange, der har talt for en bedre verden gennem kærlighed og fred og tilgivelse.

Et eksempel på at det for mennesket er umuligt hører vi blandt andet i Bjergprædikenen i Matt. Kap.5-7; Jesus talte ind i en tid, hvor der var stor forskel på hvor frelste folk var. Dem der overholdt budene var tættere på Gud end dem ikke kunne holde dem. De mente at man kunne være mere eller mindre fuldkommen og være bedre eller dårligere som menneske, hvilket netop afspejlede sig i folks gerninger. Ham der f.eks. ikke var konen utro, var et klart bedre menneske end ham der var utro. Det kunne man jo se. Men da understreger Kristus i Bjergprædikenen at der ikke er forskel på de to personer, for ham der ikke har været konen utro har drømt om det, men har bare haft en stærkere vilje til at modstå! De to er altså lige syndige! Og der kommer der noget helt fundamentalt ind nemlig talen om at alle er syndere, uanset hvordan vi ellers opfører os. Og dermed har alle det samme udgangspunkt og den samme mulighed for frelse ved Jesus Kristus.

  LVSM: 10:
Der står rent faktisk ikke dét, som du skriver. Det er mildest talt en overfortolkning.
Ja, uskyld mig min frimodighed, men jeg tror da, at min gamle folkeskoleinspektør, som underviste os i kristendom, om denne udlægning ville have sagt, at man da skulle tro, at det var fanden selv, der læste bibelen.
Jeg håber du kan tage ovenstående som en morsomhed... Men din udlægning stemmer hverken overens med hvad der står eller med min børnelærdom. Hvor kommer den fra? Er det virkelig blevet sådan comme il faut indenfor teologien at have det syn?
Der står i det pågældende kap. v. 27-29.
"I har hørt, at det er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Der står ikke, "I kaster alle lystne blikke på en andens hustru."
Begærer du din næstes hustru, ja, så har du det i dig at begære hende. Begærer du hende ikke, ja, så har du det ikke i dig.
Hvis nu vi siger, at vi ved, at alle gør det, dømmer vi så ikke alle andre mennesker? Og er det dybest set ikke ukristeligt?
Det er et håbløst deprimerende grundvilkår at have, at uanset hvad du gør, er der noget i vejen med dig. Det er dybest set et syn, som latent rummer stor fare for selvhad, og der er ikke dækning for det engang i skriftstedet du henviser til.
Noget helt andet er så, som Gudmundur påpeger, og som vel egentlig udgør den lutherske pointe, at vi, fordi vi ikke begærer næstens hustru, så ikke af den grund skal tro, at vi er bedre mennesker. Men det er en helt anden drøftelse.
Tanken om, at ingen er bedre end andre, og at jeg i hvert fald ikke skal tro, at jeg er bedre eller mere værdifuld end andre, bare fordi jeg ikke begår f.eks. ægteskabsbrud, hænger i vor bevidsthed sammen med, at vi, som ikke gør det, bare har lært af vore fejltagelser. Nogle af os i dette liv, andre tidligere i menneskehedens historie, hvorfor vi selvfølgelig ikke kan huske det.
For os er det et grundvilkår, at vi alle har begået fejltagelser i massevis - og stadig gør det. Nogle af os har lært noget af disse fejltagelser og vil til stadighed gerne lære og korrigere, og for sådanne kommer der så nye typer af prøvelser, problemer eller udfordringer. Vi kalder det "virkelighedens modstand".
Men der er nogle handlemønstre, som er mere hensigtsmæssige, hvis det er fred og harmoni man ønsker, end andre, og dem mener vi, at vi gør klogt i at forsøge at sætte os ind i og udvikle.
 

CP:
I skriver til biskoppen: Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.

Svar: ”Dette liv” betyder livet på jorden. Som kristne tror vi på at vi engang efter den yderste dag, skal leve evigt med Gud i hans rige.

LVSM: 11:
Men Kristus siger jo også, at både han og Helligånden er i os, så hvorfor ikke forsøge at finde aktiveringsknappen og begynde dette liv her og nu?

CP:
I skriver: Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”.  Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.

Svar: Kristendommen tror ikke at mennesket viderefører godhed i erfaringsmassen. Vi er som ovenfor beskrevet i praksis ikke blevet klogere på kærligheden og godheden, medfølelsen og tilgivelsen. Vi er blevet klogere på økonomi, velfærd og vækst, teknologi etc., hvilket ikke har en etisk dimension, men handler om menneskehedens evne til at optimere sine levevilkår.

LVSM: 12:
I dele af den gamle kristne mystik opererede man med hjertebønnen, (kyrie eleison - herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) som dybest set, hvilket du naturligvis ved, videreført i ikontraditionen indebar et fokus på at kunne komme til at dobbeltrette sin empati. Munkene på Athos, som der for øvrigt er fokus på i disse år, fordi man har opdaget, at der blandt dem er bemærkelsesværdigt få tilfælde af kræft i forhold til alle andre steder i verden, har stadig netop dette fokus. De spiser bl.a. derfor ikke firbenede dyr, som er så langt fremme i evolutionen at de har frontallapfunktion, men mange grøntsager og fisk og skaldyr. I vor kultur fokuserer vi på deres føde som forklaring på, at de ikke rammes af kræftsygdomme som i resten af verden. Men mig forekommer det logisk, at det også har med deres forsøg på at praktisere dobbeltrettet empati at gøre.
Jeg skriver udførligt om deres "mystiske" praksis i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne, så der må man læse, hvis man er virkelig interesseret.
I denne sammenhæng vil jeg blot nævne den pointe, at den ikke voldelige kommunikationsform, som Marshall B. Rosenberg har beskrevet den indre lovmæssighed i, i mindste detalje rummer de samme overordnede mønstre, som munkene bruger i hjertebønnen og ikonarbejdet. Hos dem gælder det, at den hellige ikon (vinduet - vindøjet - til det hellige), når man virkelig fokuserer på den bliver til Guds nærvær i en selv gennem den hellige menneskesøn, Jesus (ikonen). Man betragter altså ikonen, indtil man i sig selv mærker det, som beliver ikonen. Dermed får man i denne mystiske tradition Kristus i sig. Et projekt, som de fleste af dem arbejder på et helt liv uden dermed måske at nå til at opleve Kristus i sig overhovedet eller højst i nogle glimt. Men selve længslen er for dem pantet på, at det de længes efter er til, så selve det at være aktiv i længslen er noget, de føler dyb taknemmelighed i.
I vor moderne og sekulære verden benytter Rosenberg sig af en helt anden terminologi. Han siger, at de fleste mennesker er nogle rigtige sjakaler (djævle, der dømmer og kritiserer og bebrejder og skælder ud - siger at vi er skyldige og syndere); men han påstår også, at vi alle både længes efter at være giraffer og være sammen med giraffer.
Giraffen er defineret som den, der ikke dømmer og i det hele taget udviser en næstekærlig adfærd. Han påstår endvidere, at samtlige sjakaler dybest set er giraffer med sprogproblemer. Det er derfor han peger på, hvilke love der tilsyneladende gælder for den ikke voldelige kommunikation, som skal til for at vi kan komme til at få fred på jord. Får vi disse kommunikationsmønstre integreret i os, mener han, at vi rent faktisk forvandles til mennesker, der kan kommunikere ordentligt med hinanden, d.v.s. se og høre og forstå hinanden i dybere forstand. Derfor siger han også, at den ikke voldelige kommunikation i sin yderste konsekvens er spirituel. Men det er noget man først forstår, når man begynder at praktisere den dobbeltrettede empati, hvilket vil sige lade giraffen i mig kommunikere med giraffen i dig, hvilket svarer til at lade det hellige i mig kommunikere med det hellige i dig.
Ikonen er i denne sekulariserede form blevet erstattet med medmennesket. I stedet for at dømme ham og sige, at der er noget i vejen med ham, fordi han har fejlet, iagttager jeg ham og spejler ham progressivt (forsøger at fornemme hvad han føler og har behov for), indtil vi når dertil, hvor vi finder frem til en løsning, således at vi undgår at fejlen gentages. Giraffen har ingen fjender og ser ingen sjakaler men udelukkende giraffer med sprogproblemer. Sjakalen kan have giraffen som fjende, men det er sjakalens eget ansvar. Giraffen har som opgave at forsøge at hjælpe mennesker med at finde ud af, at de er giraffer. Vil de gerne være fri for den hjælp, ja, så er det deres valg. - og deres ansvar.
Jeg peger i min bog på to tendenser, som er nyere end den ikke voldelige kommunikation. Den ene er A Course in Miracles, og den anden er den allernyeste forskning indenfor kognitionsneurologien. Men det bliver for omfattende at komme ind på i denne sammenhæng. Jeg henviser atter til min bog, hvor jeg underbygger min påstand om, at der finder en reanimation sted i vor menneskehed.
 

 

CP:
Og endvidere: Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?

Svar: Mener I reanimation her og ikke reinkarnation? Adam og Eva er for de fleste teologer mytiske skikkelser, der skal forklare hvorfor synden og ondskaben er kommet ind i verden. Men Den evangeliske lutherske kirke tror at synden engang er kommet ind i verden, fordi mennesket valgte at sætte sig op imod Gud igennem ”posse pecare”, altså muligheden for at synde, fordi Gud havde udstyret mennesket med en fri vilje. Det er hverken reanimation eller reinkarnation, men en ”egenskab” som mennesket fra da af og altid indtil engang i evigheden ville besidde.  Man kan så at sige at synden blev en del af den naturlige ”arvemasse”. 

LVSM: 13:
Nu er myter jo skabt af mennesker, omend inspirationen til dem ifølge sagens natur ikke er. En myte er at forstå som en udlægning af en inspiration. En udlægning er det samme som fortolkning, og en menneskelig fortolkning anser vi det for at være absurd at have som grundvilkår.
Her er tale om et anliggende, hvor vi er virkelig uenige. For dybest set anser vi det ikke for noget skrækkeligt at ville kende forskel på godt og ondt. Vi anser det for godt at kende forskel på godt og ondt. Hvordan skal jeg vel kunne gøre det gode, hvis jeg ikke ved, hvad der er godt? Og hvordan skal jeg kunne lade være med at gøre det "onde", hvis jeg ikke ved, hvad der er "ondt"?
Vi betragter i højere grad myten som et skift fra et paradigme, i hvilket vi befandt os i en form for bevidstløshed til et paradigme, hvori bevidstheden langsomt vågnede. På det fysiske plan i det evolutionære perspektiv kan det jo for den sags skyld være i form af skift fra planterige til dyrerige.
Reanimationstanken rummer det perspektiv, at skabelsesmyten nødvendigvis vil blive omfortolket igen og igen i takt med, at menneskehedens bevidsthed udvikler sig. Derfor vil der på ethvert givent tidspunkt være mange forskellige tolkninger. Jeres og vor påberåber sig begge at være kristne. I siger så, at vor ikke er den rigtige måde at fortolke på. Vi siger, at naturligvis er der mange forskellige tolkninger, fordi vi mennesker nu engang er forskellige, men spørger, om I, selvom vi måske er beslægtet med jer helt tilbage til i halvfjerdsindstyvetusinde led, så alligevel vil vedstå jer slægtskabet, sådan at vi kan samarbejde.
I denne sammenhæng er det vigtigste for os at se ikke, at vi er enige i vore fortolkninger, men at vi netop kan se, at kristendommen giver mulighed for menneskeforståelse og gudsforståelse på forskellige planer og  har et fælles mål, fred på jord og i mennesker velbehag, som vi vil kunne støtte hinanden i at virke for.
Jeg vil da også gerne minde om, at Jesus jo siger, at der i hans faders hus er mange boliger, og at det i sig selv kan indikere, at der er flere forskellige paradigmer at have hjemme i i kristen sammenhæng.
Hvad angår egenskaben "synd", som vi vil besidde "indtil engang i evigheden", giver udsagnet ingen mening. Evighed er noget, som aldrig slutter. At skulle være syndig "til engang i evigheden", må nødvendigvis betyde, at denne synd skal ophøre. Den må således være tidsmæssigt bestemt. For evighed er pr definition noget, som aldrig ender. Rent matematisk har uendelighedstegnet derfor ikke et tal at slutte med.  Altid indtil engang i evigheden betyder derfor til et eller andet givent tidspunkt i tiden.

CP: 
I skriver: Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt..

Svar: Helt enig.

LVSM:14:
Det synes vi er en god ting at være enige om.

CP:
I skriver: Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.

Svar: Hvordan det? Har i mulighed for at uddybe det?!

LVSM:15:
Det har helt essentielt at gøre med af skelne mellem handlinger og væren, hvilket jeg har givet eksempler på i flere af de forudgående kommentarer, se specielt 3, 4 og 5, og komme ud af kapringsmønstre ved at transformere negative delpersonligheder. Man kan også sige, for nu at bruge en kognitionsneurologisk terminologi, at det drejer sig om at overgå fra det cortisole til det pyrokatechine stresshormonsystem, fra det aflivende til det belivende stresshormonsystem. Men det er ikke noget der sker ved indtagelse af piller eller anden form for manipulation med det materielle. Det er noget der sker ved det, som Paulus kaldte at blive omskåret i hjertet, hvilket igen har at gøre med at kunne dobbeltrette sin empati, hvilket i sin yderste konsekvens er en moderne omskrivning af "hvad du gør mod din næste, gør du mod mig".
Når man når dertil at kunne se sin egen biografi i et større mentalitetshistorisk reanimationsprojekt, ophører man med at have antipatier og sympatier; så fokuserer man i stedet på at finde løsninger for helheden, som også altid må være det for de enkelte dele, selvom der er tale om noget helt andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Og det er der stor forløsning i.
Det hele er uddybet i min bog Belivelse - at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne.