Debatforum vedr. kognitiv kristendom
Kognitiv tilgang til bønnen Fadervor
Kognitiv kristendom og selvbestemmelse
Invitation til biskopperne
Svar fra biskopperne
Svar fra biskop Steen Skovsgaard
Svar på biskop Steen Skovsgards bemærkninger
Christina Philipstatts svar med Lisas kommentarer
Jens V. Mørk: Vi vil ikke længere være offer for en syg far (kirke)
DET BELIVENDE
Stedet hvor vi ikke siger undskyld men uskyld
Debatforum vedr. kognitiv kristendom
Invitation til folkekirken
Svar v. biskop biskop Steen Skovsgaard
Til bestyrelsen for "Det Belivende"
Kære Lisa Magnusson
Tak for jeres henvendelse vedr. invitation til dialog om kognitiv kristendom, som I har sendt til alle biskopper med kopi til kirkeministeren i mail af 1.10.2009
Jeg har flg. bemærkninger til jeres henvendelse og anliggende:
1. Det Belivende påpeger et vigtigt og ofte upåagtet problemfelt: at ikke alle mennesker har en spirituel eller religiøs disposition; og det gælder både mennesker indenfor og i omegnen af traditionel og kirkelig kristendom. Det er en stor udfordring at åbne det kristne fællesskab for den mere kognitive religiøsitet - ikke mindst fordi næsten al spiritualitet i dag er af sansende og emotionel art, hvilket kan marginalisere den mere kognitivt indstillede.
Jeg vil dog understrege, at dette er netop en grund til, at folkekirken og dens ledelse ikke er til sinds at opgive "den dogmatik, som nu engang er den luthersk-evangeliske", som I formulerer det. For denne dogmatik er netop en redning for den, der ønsker at være kristen, men som har vanskeligt ved at følge tidens meget sansende, individuelle og emotionelle spiritualitet. Dogmatikken understreger, at kristendom ikke står og falder med den individuelle og øjeblikkelige oplevelse. Den er derfor et frirum, fordi den netop rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en hvileplads. Den rummer både tvivlen og vandringen. Den gør det netop muligt for mennesker, der "mangler et trosgear", som du formulerer det, alligevel at være kristne.
2. Jeg kan fuldt ud følge jer i glæden over Fadervor og over den inspirationskilde, som Jesu Kristi person udgør, og kan kun ønske jer det bedste i efterfølgelsen af denne inspiration. Jeg anerkender også værdien i inspirationen fra andre store forbilleder i verdenshistorien, også i andre religioner.
Jeg vil dog understrege, at det netop er denne Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og om syndernes forladelse. Tager man fx Bjergprædikenen og Kristi lære om kærlighed til fjenden for pålydende (og ikke blot nedskriver den til en overkommelig rarhed), vil det uvægerligt lede til en erkendelse af, i hvor høj grad man kommer til kort og ikke slår til.
Jeg erkender, at talen om skyld ofte har været forvreden og usund, også i folkekirken, og har pålagt mennesker en skam, som hverken har været psykisk sund eller kristeligt sand. Men mit svar herpå ville ikke være en opgivelse af talen om skyld; det vil simpelt hen ikke være realistisk. Tager man kærlighedsbudet alvorligt, kommer man uvægerligt også til at tage skylden alvorligt; og dertil kan kun ordet om syndernes forladelse gøres gældende. Så mit svar på den forvredne og usunde tale om skyld vil i stedet være en besindelse på og en genopretning af en sund tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse. Først derefter, på dette grundlag, bliver det muligt og giver mening på ny at vandre i efterfølgelsen af Kristi lære og inspiration, hvis ikke man skal gå i stykker under den erkendte skyld.
3. Vi arbejder i folkekirken til stadighed med formuleringerne omkring forsoningslæren og om arvesynden. Og vi byder enhver udfordring velkommen, som kan hjælpe i dette arbejde. Ikke mindst fordi nogle klassiske formuleringer faktisk indbyder til misforståelse. Jeg forstår også din henvendelse således, at det delvist er uheldige formuleringer og misforståelser i kirkens formidling af forsoningslæren og arvesynden, du reagerer imod. For eksempel indebærer arvesyndslæren bestemt ikke, at mennesket er underlagt en skæbne, noget statisk, uden mulighed for vækst. Vi beder i kirkebønnen ikke blot om vækst i tro og håb, men også om vækst i kærlighed. Kærlighed er mulig!
Selv så centrale lærepunkter som forsoningslæren og arvesynden kræver derfor en bestandig nyformulering. Selve ordet arvesynd er jo blot et forsøg på - med en ikkebibelsk term - at sammenfatte en side af det kristne menneskesyn.
Jeg vil dog understrege, at selve kernen og substansen i disse to lærepunkter hører til de søjler, hvorpå den kristne tro hviler, og uden hvilke den ville falde sammen. Uden arvesyndslæren (i en eller anden form) måtte man principielt kunne forestille sig et menneskeliv, der kunne udleves i fuldendt kærlighed. Men det hører til det kristne menneskesyn, at ud over Guds egen søn er intet menneske født med denne mulighed, men har arvet (eller hvad man nu skal kalde det) en grundskade, der gør, at fuldkommen kærlighed aldrig kan virkeliggøres i dette liv. Verdenshistorien viser da også med al ønskelig tydelighed, hvilke rædsler der kan komme af et overoptimistisk og urealistisk menneskesyn, hvor man tiltror mennesket evnen til at skabe paradis på jord.
Og uden forsoningslæren (i en eller anden form) ville det påhvile ethvert menneske selv at sone eller gøre bod for denne grundskade, hvilket er lige så håbløst. Derfor indeholder Fadervor, som I sætter så højt, netop ikke blot en bøn om forbedring og vækst, men også en bøn om syndernes forladelse. Og dåbsbekendelsen bekender ikke blot troen på Kristus som forbillede, men bekender ham som korsfæstet, død og opstanden for vore synders skyld.
Sammenfattende kan det siges, at du ser ganske rigtigt, når du beskriver en reel kløft mellem Det Belivendes og det kristne trosindhold. Og Det Belivendes bygger indlysende lige så meget på en religiøs, ikkebeviselig overbevisning, som den kristne tro gør det. Det er to uforenelige verdensbilleder.
Med venlig hilsen
Steen Skovsgaard
biskop
Østre Alle 2
4800 Nykøbing F
tlf 20415311