Baggrund:
Børn fra hjem, hvor martinuskosmologiens livssyn er naturligt, har ofte vanskeligt ved at føle sig hjemme i almindelige skoler. De kommer til at leve i to verdener, i to virkeligheder, og det er langt fra hensigtsmæssigt.
Vi har spurgt os selv, hvad der mon vil ske, hvis børn gennem hele grundskolen såvel fagligt som pædagogisk mødes, ses og forstås ud fra og i kosmologiens værdifællesskab, og vi har rigtig meget lyst til at finde ud af det.
Vi føler os overbevist om, at et sådant eksperiment under alle omstændigheder vil kunne give betydningsfulde erfaringer, som også vil kunne komme andre til gode.
Det er min (lvsm)personlige hypotese, at vi vil komme til at se børn blive unge i en form for frimodighed, hvori frugtbar kreativitet i tanke og handling vil tage til, og at disse unge vil blive en ny slags voksne, som vil udmærke sig ved ikke bare at være løsningsfokuserede men også ved at have udviklet talenterne til at kunne finde løsninger. Ved altså at have noget at have løsningsfokuseringen i!
Vi har, som beskrevet nedenstående, gjort os nogle foreløbige tanker om skolen, men ideen er, at der i tiden fra nu af (januar 2012) og til august dannes en interessegruppe af forældre, som så udfærdiger og vedtager de endelige vedtægter i oktober 2012.
Men skal kunne tilslutte sig de overordnede ideer i det nedenfor skitserede grundlag, hvis det skal give mening at indgå i interessegruppen. 
(Skolens navn er endnu ikke besluttet. Indtil videre står bel blot som en forkortelse af "belivende" og x og y for to ubekendte, som symboliserer vor nysgerrighed).
 

 Personalekvalifikationer:
1)      Alle ansatte behersker ikke voldelig , konstruktiv og belivende kommunikation.
2)      Alle ansatte har et dybt kendskab til martinuskosmologien.
3)      Alle ansatte har relevante og veldokumenterede faglige uddannelser, som ikke nødvendigvis behøver at være læreruddannelser.

 Kontakt hvis du er interesseret som forælder, lærer eller pædagog

Lisa von Schmalensee, lvsm@strandagergaard.dk 59462177/21666881

En ny belivende pædagogik er en konfronterende pædagogik
- pædagogiske overvejelser

I forbindelse med meddelelsen om, at vi påtænker at starte en ny skole, den vi indtil videre kalder belx&y-skolen, som tager udgangspunkt i martinuskosmologien og den konstruktive og belivende kommunikation, er jeg blevet kontaktet af en del mennesker, som tilbyder at ville undervise i martinuskosmologi. Jeg er meget taknemmelig for interessen og imødekommenheden, men jeg ser også nødvendigheden af at præcisere, hvorfor  alle, der er involverede i skolens dagligliv, skal beherske den konstruktive og belivende kommunikation.
Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre.  Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.
Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret.  Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige  end sure og bitre mennesker.  Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.
Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt  naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.
Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.
Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.

Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt  det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem.  De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.
Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.

Hvor ser vi dem?  Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Nå muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.

Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man  tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.
Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.

Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt.  Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.

I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.

Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for,  ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige  paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).

Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.
For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.

Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i bel&x-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.

Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.

Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.

Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.

På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den  nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af  gentagelser  af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.

Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger.  Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.
                                                                                               Lisa von Schmalensee Magnússon, 4. febr. 2012.